Sådan er du en god forælder
Opdragelse formes ofte af det, forældrene anser for rigtigt, ønskværdigt eller vigtigt. Undervejs kan deres egne ønsker og forventninger komme til at veje tungere end barnets følelser, behov, evner og muligheder. At forstå sin egen tilgang til opdragelse begynder derfor med nogle enkle, men vigtige spørgsmål: Accepterer vi barnet med alle dets egenskaber, giver vi det lov til at udtrykke sin egen personlighed, og er vi opmærksomme på de øjeblikke, hvor vi kræver for meget, reagerer for hårdt, giver unødigt efter eller ændrer reglerne? Svarene på disse spørgsmål viser, hvilken relation vi opbygger til barnet, og hvor villige vi er til at tilpasse vores opdragelse til dets faktiske behov.
Artiklens indhold
Følelsesmæssig nærhed som grundlag for forældreskabet
Den atmosfære, barnet vokser op i, har stor indflydelse på dets udvikling. Varmen i familiens relationer, følelsen af at være accepteret og den måde, forældre og børn udtrykker deres følelser over for hinanden på, spiller en særlig rolle. Denne følelsesmæssige forbindelse har ikke kun betydning for, hvordan barnet har det i sin egen familie. Den former også barnets forståelse af relationer mellem mennesker, og barndommens erfaringer kan påvirke den måde, barnet senere vil opdrage sine egne børn på, når det selv bliver forælder. Kvaliteten af relationen mellem forælder og barn afhænger dog ikke udelukkende af forælderens egenskaber og handlinger. Allerede fra fødslen deltager barnet aktivt i relationen. Dets temperament, reaktioner og individuelle behov påvirker også de voksnes adfærd, og derfor udvikler relationen til hvert enkelt barn sig på sin egen måde.
Hvorfor passer den samme opdragelse ikke til alle børn?
Forældre med to eller flere børn bliver ofte overraskede over, hvor forskellige deres erfaringer kan være. Det ene barn kan vokse op uden større vanskeligheder i hverdagen, mens det andet kræver langt mere opmærksomhed, tilpasning og tålmodighed. En fremgangsmåde, der gav gode resultater med det ene barn, kan være helt uden virkning på det andet eller endda fremkalde den modsatte reaktion. Sådanne forskelle er ikke usædvanlige. Børn adskiller sig fra en meget tidlig alder på mange punkter, og nogle af deres egenskaber er i vid udstrækning medfødte og kan ikke ændres væsentligt gennem opdragelse. Temperament, fysiske egenskaber, køn, helbred og evnen til at tilpasse sig er blot nogle af de faktorer, der påvirker både barnets adfærd og den måde, forældrene behandler det på. Nogle babyer har en forholdsvis forudsigelig spise- og søvnrytme, er som regel i godt humør og raske og tilpasser sig let den daglige pleje. Deres behov er lettere for forældrene at genkende og opfylde. Andre babyer græder ofte, bliver let irritable og har deres egen spise- og søvnrytme, som forældrene har svært ved at følge. Deres adfærd kan virke uforudsigelig, og forsøg på at skabe en fast rutine giver ikke altid de forventede resultater. For moren kan en sådan hverdag blive meget udmattende. Vedvarende træthed og anspændthed kan nogle gange udvikle sig til skuffelse og tvivl om egne evner. Hvis omgivelserne samtidig viser manglende forståelse, især gennem bemærkninger om barnets gråd, kan tvivlen på, om hun slår til som forælder, blive endnu stærkere. At det ene barn kræver mere opmærksomhed og tålmodighed end det andet, betyder dog ikke i sig selv, at forældrene opdrager det dårligere. Børns individuelle forskelle er en vigtig del af forståelsen af deres adfærd.
Barnet har ikke brug for en perfekt forælder
Der findes ingen fælles opskrift på det perfekte forældreskab, og barnet har heller ikke brug for en voksen, der aldrig begår fejl. Det er langt vigtigere at have en forælder, som elsker, forstår og vejleder barnet, og som samtidig tager ansvar for beslutninger, barnet endnu ikke kan træffe selv. Forældrerollen indebærer at vise vej, sætte grænser og tage vare på barnets trivsel, mens barnet gradvist lærer at tage ansvar for opgaver, det er klar til at klare. Alle forældre har ret til deres egne overbevisninger og deres egen måde at opdrage på. Tålmodighed og konsekvens giver dog denne tilgang en stabilitet, som barnet kan støtte sig til. Når barnet gennem den daglige relation får tillid til forælderen, bliver det lettere at udvikle tillid til sig selv og sine egne evner. Gennem sådanne erfaringer opbygges også gradvist tillid til andre mennesker, og det er et vigtigt grundlag for senere at udvikle sig til et modent og ansvarligt menneske. Den oprindelige tekst nævner det, at barnet vokser op uden væsentlige udviklingsvanskeligheder, som et af tegnene på et vellykket forældreskab. En sådan vurdering kan dog ikke erstatte en forståelse af selve relationen mellem forælder og barn.
At acceptere barnet er at lære det at kende, som det er
Forældrekærlighed viser sig ikke kun ved, at man tager sig af barnets daglige behov. Den kommer også til udtryk i evnen til at acceptere barnet som et selvstændigt menneske med egenskaber, der ikke nødvendigvis svarer til vores ønsker og forventninger. Hvis barnet er livligt, er det urealistisk hele tiden at forvente, at det er stille og tilbageholdende. På samme måde bør man ikke kræve, at et forsigtigt og mere frygtsomt barn er udadvendt, hurtigt og klar til at reagere med det samme i enhver situation. Accept indebærer at respektere barnets natur frem for hele tiden at forsøge at tilpasse den til en på forhånd skabt forestilling om det ideelle barn.
Når barnet ikke mærker forældrenes kærlighed
Manglende følelsesmæssigt engagement kan vise sig på forskellige måder, fra kulde og ligegyldighed til udpræget modvilje mod barnet. Det er svært for barnet at bære en mangel på forældrekærlighed. Det afgørende er ikke kun, hvad forældrene føler, men også i hvilken grad barnet kan genkende og mærke deres kærlighed. Forældre kan elske deres barn oprigtigt, men have svært ved at vise kærligheden tilstrækkeligt, fordi de er overbelastede af arbejde, bekymringer eller andre problemer. Selvom de dagligt tager sig af barnets behov, kan deres opmærksomhed hele tiden være rettet mod andre forpligtelser. Barnet kan da opleve, at forældrene er fysisk til stede, men følelsesmæssigt langt væk. Det bemærker, at deres tanker er et andet sted, og kan nå frem til, at det, der sker i dets liv, dets følelser eller det, det gerne vil fortælle, ikke er vigtigt nok til at vække deres interesse. Denne oplevelse af følelsesmæssig utilgængelighed kan gøre ondt, selv når forældrenes kærlighed er reel.
Adskillelse fra forældrene og følelsen af at blive afvist
Nogle forældre gør sig store anstrengelser for at give barnet et behageligt liv, men overlader samtidig det meste af den direkte omsorg til andre. Barnet kan hver dag være sammen med dem, der passer det, og tilbringe weekender og ferier hos slægtninge. I nogle familier bor barnet hos bedsteforældrene i årevis, selv når der ikke er nogen tvingende grund til det. Den oprindelige tekst advarer især mod langvarig adskillelse i de første leveår og forbinder den med mulige vanskeligheder ved senere at skabe følelsesmæssig nærhed og tillid. I denne beskrivelse kan barnet efter at være kommet tilbage til forældrene have svært ved at opbygge den relation til dem, som det har brug for, fordi det har oplevet den tidligere adskillelse som en afvisning. Barnet kan samtidig begynde at tro, at det selv er ansvarligt for den manglende opmærksomhed fra forældrene. I stedet for at forstå de omstændigheder, der førte til adskillelsen, kan det nå frem til, at det ikke er godt, klogt, lydigt, dygtigt eller smukt nok til at fortjene kærlighed. Sådanne overbevisninger kan svække barnets selvtillid og det billede, det danner af sine egne evner. Når barnet føler sig utrygt, kan det begynde at søge måder at få forældrenes opmærksomhed og vinde deres hengivenhed på. Det viser sig nogle gange som kraftige raserianfald, aggressiv adfærd eller ved, at barnet nægter at spise eller tale. I den oprindelige beskrivelse anføres det, at reaktionerne kan blive endnu stærkere, når disse forsøg ikke fører til den ønskede nærhed. De kan udvikle sig til voldsom aggressivitet eller omvendt til, at barnet trækker sig ind i sig selv og isolerer sig socialt. Disse følger bør ikke betragtes som uundgåelige resultater af enhver adskillelse. Der er tale om mulige mønstre beskrevet i det oprindelige materiale, og det kræver en faglig vurdering at afgøre, hvor generelt de gælder.
Hvorfor kan det være svært at acceptere sit eget barn?
Årsagerne til følelsesmæssig afvisning af et barn kan være komplekse, og forældrene er ofte ikke fuldt bevidste om, hvad der påvirker deres adfærd. En mulig årsag findes i deres egen opvækst. En forælder, der ikke selv har oplevet tilstrækkelig accept, kan ubevidst gentage sine forældres adfærdsmønstre. Nogle gange kommer uforløst vrede og fjendtlighed over for egne forældre til udtryk i relationen til barnet. I andre tilfælde genkender den voksne egenskaber hos barnet, som vedkommende opfatter som sine egne mangler, og udvikler en modvilje mod dem. En særlig alvorlig form for denne adfærd opstår, når en forælder forsøger at såre den anden forælder gennem barnet. Det kan ske i forbindelse med separation eller skilsmisse, når uløste konflikter mellem de voksne begynder at påvirke deres relation til barnet. Fælles for disse eksempler er, at barnet kan komme til at bære de følelsesmæssige følger af oplevelser, følelser og konflikter, som i virkeligheden tilhører de voksne.
Inkonsekvent opdragelse: Når reglerne skifter med forælderens humør
Barnet har lettere ved at forstå grænser, når der er en vis stabilitet i forældrenes reaktioner. Regler, der hele tiden ændrer sig, kan derimod skabe usikkerhed og forvirring. Inkonsekvent opdragelse kan især opstå, når forældrene er belastede af hverdagens forpligtelser, udmattede eller mangler tid og tålmodighed. En mor, der konstant er træt, kan i det ene øjeblik straffe barnet for en adfærd, hun ellers ikke reagerer på, og allerede næste dag tillade netop det, hun tidligere forbød. Nogle gange skyldes denne eftergivenhed blot, at hun har brug for en pause eller for at gøre et stykke arbejde færdigt uden afbrydelser. En lignende situation kan opstå hos fædre, der på grund af arbejde tilbringer lidt tid med deres børn. For at undgå konflikter i den tid, de har sammen, tillader de næsten alt, indtil barnets adfærd begynder at frustrere dem. Så kan selv en lille anledning føre til en pludselig og alt for hård straf. Det er svært for barnet at forstå, hvorfor det samme nogle gange er tilladt og andre gange bliver straffet. Barnet mister gradvist tilliden til sin egen forståelse af reglerne og til, at forældrenes reaktioner er forudsigelige. Denne forvirring kan ledsages af frygt og tvivl om, hvorvidt forældrenes kærlighed virkelig er vedvarende. Den oprindelige tekst beskriver muligheden for, at barnet forsvarer sig mod disse følelser gennem forskellige adfærdsproblemer og reaktioner, som betegnes som neurotiske.
Forældre må gerne begå fejl, men har også ansvar for at indrømme dem
Ingen forælder kan altid handle fuldstændig konsekvent. Lejlighedsvis uretfærdighed, en forkert beslutning eller en reaktion præget af træthed er en del af det virkelige familieliv. Forælderens villighed til at indrømme sin egen fejl kan ændre barnets oplevelse af en sådan situation. Barnet kan forstå, at forælderen har begået en fejl eller været inkonsekvent, især når den voksne åbent tager ansvar i stedet for at give barnet skylden for sin egen handling. Det skaber mulighed for, at en enkelt fejl ikke skader den tillid, der opbygges gennem relationen.
Når mor og far har forskellige regler
Inkonsekvens opstår ikke kun i den enkelte forælders handlinger. Den kan også udspringe af uenighed mellem mor og far om, hvordan barnet skal opdrages. Forskellige holdninger til opdragelse er ikke nødvendigvis den største vanskelighed i sig selv. Barnet kan tilpasse sig, at forældrene ikke har helt samme tilgang, især hvis de accepterer og respekterer hinandens forskelle. De konflikter, der opstår på grund af uenighed om opdragelsen, kan være et langt større problem. Hvis den ene forælder forbyder noget, og den anden straks tillader det, vil barnet forståeligt nok oftere henvende sig til den mest eftergivende. Men situationen er ikke kun en fordel for den mildere forælder. Ifølge den oprindelige forklaring kan barnet samtidig miste tilliden til dem begge, fordi det ikke længere oplever deres beslutninger som pålidelige. Det er derfor ikke nødvendigt, at forældrene tænker helt ens. Det er langt vigtigere, at deres uenigheder ikke bliver en kilde til vedvarende konflikter og utryghed for barnet.
Urealistiske forventninger: Når barnets liv bliver forældrenes plan
Nogle forældre forestiller sig barnets fremtid, længe før det får mulighed for at vise sine egne interesser og evner. De forventer, at barnet klarer sig godt på alle områder, opnår de bedste resultater og udvikler sig efter en plan, der er lagt på forhånd, og som ikke giver tilstrækkelig plads til dets individuelle behov. En sådan relation indebærer ofte konstant styring, rådgivning og krav. Barnets modstand accepteres ikke, og manglende opfyldelse af forventningerne kan føre til straf. Forælderen fastlægger næsten alle aktiviteter: hvornår barnet skal spise, sove og lege, hvad det skal have på, og hvem det skal være sammen med. Der lægges særlig vægt på orden, renlighed og villighed til at følge enhver besked uden tøven. Først og fremmest forventes barnet at være lydigt. Dets ønsker og aktuelle muligheder kommer ofte i anden række, mens dets succes måles på, hvor godt det følger forældrenes planer. Disse børn begynder nogle gange meget tidligt at lære fremmedsprog, gå til musikundervisning, ballet eller andre organiserede aktiviteter. Men antallet af aktiviteter afgør ikke i sig selv kvaliteten af deres udvikling. Problemet opstår, når kravene bliver større, end barnet kan magte.
Følgerne af et konstant pres for at være den bedste
Et barn, der hele tiden skal præstere på et højt niveau, kan begynde at opleve enhver fiasko som en skuffelse for forældrene. Hvis forventningerne overstiger barnets faktiske muligheder, opstår der frustration, fordi det ikke kan leve op til kravene. Denne oplevelse kan føre til en følelse af utilstrækkelighed og senere også skyld. Presset for at være perfekt til alt giver kun lidt plads til den naturlige læring gennem forsøg, fejl og gradvis tilegnelse af nye færdigheder. Den oprindelige tekst fremhæver også, at forældres planer, der bygger på sådanne urimeligt høje krav, ofte ikke bliver til virkelighed. Trods den store indsats og den konstante kontrol kommer barnets fremtid ikke nødvendigvis til at svare til de forventninger, der er lagt på forhånd.
Forældre, der hele tiden kritiserer
Nogle forældre viser næsten aldrig tilfredshed med det, barnet gør. Selv når de er tilfredse med barnets adfærd eller præstation, holder de igen med ros, fordi de frygter, at anerkendelsen kan gøre barnet forkælet eller få det til at holde op med at gøre sig umage. I stedet for opmuntring er relationen præget af hyppige negative bemærkninger, irettesættelser og kritik. Barnet sammenlignes med jævnaldrende, der angiveligt er klogere, dygtigere eller bedre, og bliver nogle gange også udsat for hån eller latterliggørelse. Hele tiden at blive konfronteret med sine påståede mangler kan gradvist svække barnets selvtillid. I stedet for at udvikle tillid til sine evner begynder barnet at tvivle på sit eget værd. Det kan føle sig mindre kompetent og mindre dygtigt end andre, og den oplevelse ledsages ofte af utilfredshed med sig selv. Når barnet sjældent får anerkendelse for sin indsats og det, det har gjort godt, kan kritik blive den måde, det begynder at betragte og vurdere sig selv på.
Overbeskyttelse: Når omsorg begynder at begrænse selvstændigheden
I de første måneder og år af livet er barnet i høj grad afhængigt af voksne. Forældrenes villighed til at beskytte barnet, hjælpe det og opfylde dets behov er da en nødvendig del af omsorgen. Efterhånden som barnet vokser, ændrer dets muligheder sig dog. Det får gradvist lyst til at prøve flere ting på egen hånd, og forældrenes hjælp skal følge denne udvikling. Problemet opstår, når forælderen fortsætter med at handle, som om barnet er helt hjælpeløst, selvom det allerede er klar til at klare enkle aktiviteter. Barnet vil selv spise, tage sko på eller nå en genstand, men forælderen stopper det hele tiden. Forælderen advarer om, at barnet er for lille, ikke ved, hvordan det skal gøre, eller kan falde eller blive beskidt, og udfører så opgaven for det. Sådanne reaktioner kan udspringe af oprigtig omsorg, men samtidig mister barnet muligheden for at afprøve sine egne evner. Hvis voksne vedvarende overtager det, barnet kan lære at gøre selv, bliver det sværere for barnet at udvikle selvstændighed. Det kan forblive overdrevent afhængigt af forældrene, usikkert på sine egne evner og bange for nye oplevelser.
Hvordan reagerer barnet, når det ikke får lov til at blive større?
Et barn, der føler sig konstant overvåget, kan udvikle stærk modstand mod forældrenes begrænsninger. Nogle gange viser modstanden sig som vrede, overdrevne krav eller ulydighed i familien. Samtidig kan det samme barn uden for hjemmet virke usædvanligt stille, lydigt, frygtsomt og usikkert. Under sådanne omstændigheder kan barnet få indtryk af, at moren altid er til stede, ikke tillader det at løbe nogen form for risiko og stadig betragter det som et lille barn, uanset hvad det faktisk er i stand til. Den oprindelige tekst forbinder også overbeskyttelse med muligheden for, at barnet bliver krævende og først og fremmest optaget af sine egne behov. Der beskrives desuden vanskeligheder ved at knytte venskaber og senere problemer med at kommunikere med andre mennesker.
Hvorfor bliver forældre overbeskyttende?
Der kan være forskellige grunde til, at barnet har en særlig plads i forældrenes liv. Nogle gange har barnet et helbredsproblem eller en udviklingsforstyrrelse, som øger forældrenes behov for at beskytte det. I andre familier har barnets fødsel været længe ventet. Forud kan der have været vanskeligheder med at blive gravid, infertilitet eller en graviditet, der krævede særlig omsorg for at kunne fortsætte. Nogle gange har forældrenes forhold allerede før barnets fødsel været belastet af alvorlige ægteskabelige problemer. Under sådanne omstændigheder kan moren opleve barnets ankomst som en slags belønning efter tidligere vanskeligheder, skuffelser og uopfyldte forventninger. I den oprindelige fremstilling beskrives disse mødre som meget ansvarlige, stærkt knyttede til familien og med et udpræget behov for at yde moderlig omsorg. I det beskrevne familiemønster deltager fædrene ofte mindre i beslutningerne og har mindre autoritet over for moren og barnet. Overbeskyttelsen kan da hænge sammen med, at forældrenes følelsesmæssige opmærksomhed er særlig stærkt rettet mod barnet.
Når beskyttelse bliver til overdreven eftergivenhed
Nogle børn, der vokser op med en meget beskyttende opdragelse, begynder at opføre sig oprørsk, trodsigt og meget krævende over for deres mødre. I forsøget på at tilfredsstille barnet eller undgå konflikter kan moren blive stadig mere eftergivende, mens barnet forsøger at overtage kontrollen over hverdagens situationer. Et af de nævnte eksempler er adfærd i en butik. Barnet kræver, at der bliver købt noget til det, og når det ikke får det, det ønsker, reagerer det med voldsomme protester og et kraftigt udbrud for at forsøge at ændre forælderens beslutning. Hvis forælderen samtidig virker hjælpeløs og hele tiden giver efter, kan relationen blive præget af stadig større krav fra barnet og en stadig svagere evne hos forælderen til at sætte grænser.
For streng opdragelse: Når lydighed bliver vigtigere end udvikling
En streng opdragelse bygger ofte på forventningen om, at barnet uden indvendinger adlyder forælderen og tilpasser sig dennes regler. Forældrene kan da begrænse adfærd, som er almindelig for barnets alder, for meget. Skrig, hop, løb, banken og livlig leg kan være anstrengende for voksne, men er samtidig en del af barnets naturlige måde at udtrykke sig og lege på. Problemet opstår, når forælderen først og fremmest ser denne adfærd som ulydighed, der skal undertrykkes. En for streng opdragelse kan også vise sig i krav, som ikke passer til barnets udviklingsmæssige modenhed. Man kan for eksempel forvente, at et treårigt barn rydder sit legetøj op helt på egen hånd, selvom det stadig har brug for hjælp eller vejledning til opgaven. Man kan kræve, at et naturligt livligt barn sidder helt stille under besøg hos andre, ikke rører noget, ikke spreder ting omkring sig og hele tiden opfører sig upåklageligt. Sådanne forventninger kan overstige det, barnet faktisk er udviklingsmæssigt klar til.
Når forælderen forsøger at forme barnet i sit eget billede
Forældre, der er tilbøjelige til at være alt for strenge, bruger ofte mange kræfter på at få barnet til at blive præcis som dem selv. De kan begrunde deres tilgang med en overbevisning om, at streng disciplin bedst forbereder barnet på fremtiden og beskytter det mod at blive forkælet. Når barnet har meget energi eller ikke er lydigt nok, søger nogle forældre også hjælp hos en psykolog, fordi de betragter barnets adfærd som et problem. De forsøger at opnå fuldstændig lydighed gennem straf og lange, hyppige formaninger om, hvad barnet må og ikke må. Barnet er dog ofte ikke udviklingsmæssigt klar til at forstå en stor del af disse forklaringer. I stedet for at tage det ønskede budskab til sig kan det blive forvirret og bange. For meget kontrol udefra kan begrænse udviklingen af barnets selvstændighed og evne til selv at tage initiativ til aktiviteter og træffe beslutninger. Følgerne kan også vise sig i relationerne til jævnaldrende. Barnet kan virke usædvanligt høfligt og lydigt blandt voksne, som ofte roser det for denne adfærd og fremhæver det som et eksempel for andre. Blandt jævnaldrende kan barnet samtidig have svært ved at deltage på lige fod i fælles leg og aktiviteter og kan derfor også opleve at blive afvist.
Hård straf betyder ikke, at barnet har lært at styre sin adfærd
I den oprindelige tekst forbindes særligt alvorlige følger med brugen af hårde straffe, især fysisk afstraffelse. Et barn, der er usædvanligt stille og lydigt derhjemme, kan opføre sig helt anderledes i børnehaven eller skolen. Sammen med jævnaldrende kan det blive hårdhændet og aggressivt og forsøge at indtage en dominerende position for enhver pris. Denne forskel i adfærd beskrives som et tegn på, at barnet ikke har udviklet sin egen indre kontrol, men handler ud fra det pres, de voksne lægger på det. Det er interessant, at en alt for streng opdragelse i denne henseende forbindes med et lignende problem, som kan opstå hos meget eftergivende forældre. I begge tilfælde kan barnet have svært ved at udvikle evnen til selv at styre sin adfærd, selvom forældrenes fremgangsmåder er næsten modsatte. Ved en alt for streng opdragelse er der meget overvågning og mange begrænsninger, men for lidt forståelse. Barnet tilpasser sig krav udefra, men udvikler ikke i tilstrækkelig grad evnen til selv at styre sin adfærd.
Skjult modstand og kropslige reaktioner
Et barn, der er bange for åbent at sætte sig op imod strenge forældre, kan udvikle mindre synlige måder at undgå deres krav på. Det virker nogle gange sjusket, opfører sig, som om det ikke har hørt en besked, eller glemmer ofte det, der er blevet sagt. Hvis barnet tvinges til at spise, kan det forsøge at skjule maden for at undgå forældrenes kontrol. I nogle situationer kan følelsesmæssige spændinger også komme til udtryk gennem kropslige gener. Den oprindelige tekst nævner hovedpine, mavesmerter og smerter i området omkring hjertet som mulige psykosomatiske reaktioner i forbindelse med sådanne oplevelser. At barnet er længere tid om at lære en bestemt færdighed eller klarer sig dårligere end jævnaldrende, betyder derfor ikke nødvendigvis, at det er mindre intelligent eller dovent. Bag vanskelighederne kan der nogle gange ligge frygt, usikkerhed og manglende tillid til egne evner.
Hvordan hjælper du barnet med at udvikle selvtillid og gøre fremskridt?
Når barnet er længere tid om at tilegne sig bestemte færdigheder eller ikke kan leve op til forventningerne, er mere pres ikke det eneste mulige svar. Det er langt mere nyttigt at undersøge grundigt, hvad der står i vejen, og hvilken støtte barnet har brug for fra forældrene. Den oprindelige tekst giver syv retningslinjer, som sigter mod at udvikle selvværd, selvstændighed og tillid til egne evner.
1. Hjælp barnet med at se sit eget værd
Selvværd udvikles gennem erfaringer, hvor barnet opdager, at det har værdi, og at der er grund til at have tillid til dets evner. Når forældrene gennem deres relation viser, at de værdsætter barnet, danner det gradvist et mere positivt billede af sig selv. Denne tryghed kan hjælpe barnet med mere villigt at påtage sig nye opgaver, forsøge at lære ukendte færdigheder og møde situationer, som kræver en indsats. Et barn, der har et positivt syn på sig selv, finder lettere mod til at prøve noget nyt.
2. Anerkend indsatsen og de gode forsøg
I stedet for at forældrenes opmærksomhed hele tiden er rettet mod fejl, er det nyttigt at lægge mærke til det, barnet forsøger at gøre godt. Barnets indsats, positive handlinger, interesser og tilbøjeligheder fortjener opmuntring, selv når det endelige resultat endnu ikke er som forventet. Samtidig er det nødvendigt at være opmærksom på, hvor mange krav og forpligtelser barnet bliver pålagt. For stor belastning kan skabe stress, og netop denne tilstand kan gøre det sværere at løse opgaver tilfredsstillende. Med andre ord bliver barnets resultater ikke nødvendigvis bedre af, at presset hele tiden øges. Nogle gange kan det have den modsatte virkning.
3. Tilbyd hjælp, og giv plads til selvstændighed
Forældrenes støtte skal have et passende omfang. Hvis voksne hele tiden udfører opgaver for barnet, får det ikke nok muligheder for at udvikle tillid til sine egne evner. Men det er heller ikke nyttigt at lade barnet stå helt alene med en opgave, det endnu ikke ved, hvordan det skal klare. Den tilgang, der beskrives som den bedste i den oprindelige tekst, er en balance mellem indledende vejledning og selvstændigt arbejde. Forælderen kan hjælpe barnet i gang med en aktivitet, vise det, hvordan det kan gribe opgaven an, eller give den nødvendige støtte og derefter lade barnet fortsætte og afslutte det, det er i gang med, på egen hånd. På den måde erstatter hjælpen ikke barnets indsats, men giver det mulighed for gradvist at udvikle selvstændighed.
4. Hav forventninger, som barnet kan leve op til
Forældres forventninger har en plads i opdragelsen, men de skal svare til det, barnet faktisk er i stand til. Hvis kravene hele tiden ligger højere, end barnet kan nå, kan det få en følelse af, at det aldrig vil klare sig godt nok, uanset hvor meget det anstrenger sig. Den oplevelse hjælper ikke barnet med at opbygge selvtillid. Derfor er det vigtigt, at kravene er mulige at opfylde, og at de gradvist bliver mere krævende i takt med barnets fremskridt. På den måde får barnet mulighed for at mestre nye udfordringer uden hele tiden at føle, at det ikke kan leve op til forældrenes forventninger.
5. Lad positive reaktioner være langt hyppigere end negative
Den oprindelige tekst foreslår fem positive reaktioner for hver straf eller negativ reaktion og fremstiller forholdet 5:1 som en særlig virkningsfuld kombination. Som positive reaktioner nævnes ros, opmuntring og et varmt smil. Negative reaktioner omfatter irettesættelse, kritik, ligegyldighed og endda en rynket pande. Kernen i den beskrevne retningslinje er, at barnet langt oftere skal opleve, at forældrene anerkender god adfærd og indsats, end at de viser utilfredshed og fordømmelse. Dette forholdstal hører til den oprindelige tilgang og bør ikke uden yderligere efterprøvning fremstilles som en videnskabeligt fastslået regel med universel gyldighed.
6. Læg mærke til det gode, før du kritiserer
Når vi vurderer barnets arbejde eller adfærd, er det nyttigt at begynde med det, der er lykkedes. Selv når det ikke er let at få øje på de positive sider, er det værd at lede grundigt efter dem. Derefter kan man fremhæve noget interessant ved barnets forsøg, for eksempel en original idé eller en usædvanlig tilgang til opgaven. Først efter at have set på disse sider er der plads til at pege på mangler, som faktisk kræver rettelse. Kritikken skal da være konstruktiv og rette sig mod noget, barnet kan forstå og forbedre. Den oprindelige tekst foreslår også en enkel måde at overveje sin egen adfærd på: Skriv i nogle dage den ros og de negative reaktioner ned, som du giver barnet. Se derefter på forholdet mellem dem. Ifølge den foreslåede regel er færre end fem rosende reaktioner for hver negativ reaktion et tegn på, at forælderen bør overveje at ændre sin tilgang til opdragelsen. Hvis barnet hele tiden får mere kritik end anerkendelse for sin indsats, kan det begynde at tro, at det aldrig vil kunne leve op til forældrenes forventninger. Denne oplevelse kan svække barnets selvværd og øge følelsen af ængstelse.
7. Gør ikke alt, hvad barnet foretager sig, til en anledning til ros
Selvom positiv feedback er vigtig, kan overdreven ros også skabe vanskeligheder. Hvis barnet hele tiden forventer ros for det, det gør, kan det begynde at opfatte enhver anden reaktion som et tegn på fiasko. Derfor behøver forælderen ikke hele tiden at vurdere og bedømme alt, hvad barnet gør. Det er ofte vigtigere for barnet at mærke, at de voksne virkelig ser, hører og lægger mærke til det. Når barnet for eksempel viser sin tegning frem, behøver forælderen ikke straks at sige, at den er smuk eller perfekt. Forælderen kan blot bemærke, at barnet har farvet huset blåt og tegnet skyer over det. Forælderen kan også spørge, hvad en bestemt del af tegningen forestiller. En sådan reaktion viser oprigtig interesse for det, barnet har lavet, og giver det plads til at fortælle om sit arbejde, uden at hvert forsøg behøver at blive vurderet som en succes eller en fiasko.
