Følelser og adfærd

Emotionel intelligens

Et barn kan hurtigt tilegne sig ny viden, løse komplekse opgaver og vise usædvanligt gode intellektuelle evner og samtidig have svært ved at forstå sine følelser, indgå i relationer eller håndtere skuffelser. Intellektuelle evner og følelsesmæssig modenhed er ikke det samme, og de udvikler sig heller ikke på helt samme måde. Iagttagelsen af, at nyere generationer klarer sig bedre i intelligenstest, men har svagere følelsesmæssige og sociale færdigheder, bør ses som et udgangspunkt for eftertanke, ikke som en universelt dokumenteret kendsgerning om alle børn. Den rejser et spørgsmål, som ofte får for lidt opmærksomhed i opdragelsen: Lærer vi kun børn at være dygtige og få succes, eller forbereder vi dem i lige så høj grad på at forstå sig selv, skabe gode relationer og håndtere livets vanskeligheder?

Emotionel intelligens
I denne artikel

Hvad vil det egentlig sige at have emotionel intelligens?

Emotionel intelligens omfatter de evner, der hjælper barnet med at genkende og forstå sine følelser og udtrykke dem på en måde, andre kan forstå, uden at skade sig selv eller andre. Det indebærer også forståelse for andres følelser, empati, venlighed, respekt, samarbejde og vilje til at finde løsninger i fællesskab. Efterhånden som barnet udvikler sig følelsesmæssigt, lærer det, at ikke alle ønsker skal opfyldes med det samme, at man nogle gange må vente på en belønning, og at det er værd at blive ved med at gøre en indsats, selv når man møder modstand. Vedholdenhed, evnen til at motivere sig selv, håb, et optimistisk syn på livet og tillid til både egne evner og andre mennesker er vigtige dele af denne udvikling. Tilsammen påvirker disse egenskaber, hvordan barnet ser sig selv, reagerer på hverdagens udfordringer og skaber relationer til sine omgivelser.

Hvorfor udvikler vi ikke følelsesmæssige færdigheder lige så omhyggeligt som intellektuelle?

Fra den tidlige barndom forsøger forældre at give deres børn så mange muligheder for at lære som muligt. De tilmelder dem sport, giver dem mulighed for at lære fremmedsprog og introducerer dem til musik, computere og mange andre færdigheder, som de håber en dag vil hjælpe børnene med at få succes, trives og være bedre rustet til livet. Men viden og intellektuelle evner er ikke i sig selv nok til at klare alle livets situationer. I de seneste årtier er der kommet stadig større opmærksomhed på følelsesmæssige evner, både for deres betydning for gode relationer og for deres bidrag til det, man almindeligvis opfatter som succes i livet. Nogle forfattere mener endda, at emotionel intelligens kan være vigtigere end resultaterne i traditionelle intelligenstest. Alligevel overlades udviklingen af disse evner ofte til tilfældighederne, selv om børn kan lære dem gennem hverdagens opdragelse og erfaringer. En mulig forklaring på utilstrækkeligt udviklede følelsesmæssige færdigheder er, at vi ikke lærer børnene dem tilstrækkeligt bevidst og konsekvent. Samtidig viser voksne ikke altid den adfærd, der kunne hjælpe børn med naturligt at tilegne sig disse værdier. Barnet lægger mærke til, hvordan mennesker behandler hinanden i familien, i det offentlige rum og i dagligdagen. Hvis det ofte hører, at ærlighed, godhed og forståelse for andre ikke længere kan betale sig, præger det barnets forestilling om, hvilken adfærd der er nyttig eller ønskværdig. Forældre former derfor ikke kun barnets værdier gennem direkte vejledning, men også gennem deres kommentarer, handlinger og måde at tale om andre mennesker på.

Hvorfor er de første leveår særlig vigtige?

Både den kognitive og den følelsesmæssige udvikling påvirkes af flere faktorer, som spiller sammen. Følelsesmæssige færdigheder kan udvikles gennem læring, erfaring og velovervejet opdragelse; det betyder ikke, at opdragelsen har ringe betydning for de kognitive evner. Den tidlige barndom er særlig vigtig, fordi barnet hurtigt tilegner sig nye måder at handle og reagere på, mens hjernen gennemgår væsentlige udviklingsmæssige forandringer. Erfaringerne fra denne periode er med til at forme de mønstre, barnet senere bruger til at forstå situationer, opleve følelser og håndtere vanskeligheder. Gennem hverdagens relationer opbygger barnet gradvist sine egne måder at tackle problemer, skuffelser og udfordringer på. Formålet er ikke kun at forberede barnet på at få succes, men at hjælpe det med at vokse op som et tilfreds, sundt og følelsesmæssigt stabilt menneske.

Hvordan kan forældre ubevidst gøre den følelsesmæssige udvikling sværere?

Barnet er født med evnen til at mærke følelser, men lærer først gradvist at genkende, forstå og udtrykke dem gennem relationerne til de mennesker, der tager sig af det. I de første leveår er det særlig vigtigt, hvordan forældrene møder barnets følelsesmæssige reaktioner. Når voksne lægger mærke til, hvad barnet føler, accepterer følelserne, sætter ord på dem og hjælper barnet med at udtrykke dem hensigtsmæssigt, giver de det mulighed for at udvikle sin forståelse af følelser. Men hvis følelserne vedvarende overses, ikke genkendes eller afvises, kan barnet lære at undertrykke, skjule eller ligefrem benægte dem. Derfor handler det lille barns behov for opmærksomhed og forældrenes engagement om mere end mad, hygiejne og fysisk sikkerhed. Barnet har også brug for en voksen, der tager del i dets følelsesliv.

Når vi fortæller barnet, hvad det ikke må føle

Forældre forsøger ofte at standse børns følelser, fordi de selv bliver berørte eller bekymrede, eller fordi følelserne virker overdrevne. Det sker tit i den bedste mening, fordi de vil berolige barnet eller beskytte det mod en ubehagelig oplevelse. Alligevel kan denne tilgang lære barnet at skjule sine egentlige reaktioner for at undgå de voksnes utilfredshed. Allerede fra en tidlig alder får børn at vide, at de ikke skal være vrede, kede af det eller bange. Nogle gange forsikrer voksne dem om, at de ikke er sultne, tørstige eller trætte, selv om det netop er det behov, de prøver at udtrykke. Raseri, jalousi, misundelse, had og fortvivlelse kan blive opfattet som uacceptable, men af og til begrænses også behagelige følelser som stor glæde eller forelskelse. Barnet kan få at vide, at det skal holde op med at more sig, fordi det ikke passer lige nu, eller at der ikke er nogen grund til at være bange, som om enhver følelse kræver en logisk begrundelse. Det bliver særlig kompliceret, når barnet har forskellige følelser for en nærtstående på samme tid. En lillebrors ankomst kan for eksempel udløse så stærk jalousi, at barnet i vrede ønsker, at broren aldrig var blevet født. Forælderen kan svare ved at insistere på, at barnet jo elsker sin bror, frem for at anerkende den følelse, barnet oplever lige nu. Noget lignende sker, når barnet slår sig eller får en indsprøjtning, og voksne siger, at det ikke gør ondt, at det ikke er slemt, og at barnet overdriver. Sådan en besked kan være særlig forvirrende, fordi den kommer fra en person, barnet stoler på. For at forstå virkningen kan vi forestille os, at vi virkelig har ondt, mens en person tæt på os bliver ved med at hævde, at vi finder på smerten. Det ville være lige så ubehageligt at få at vide, at vi elsker en person, vi føler stærk modvilje mod, bare fordi andre anser vedkommende for at være god eller venligt indstillet over for os.

Hvad kan barnet konkludere, når dets følelser ikke bliver accepteret?

Når voksne hele tiden afviser det, barnet føler, kan det begynde at tro, at dets følelser er uvigtige, uønskede eller uacceptable. Men den konklusion behøver ikke at være begrænset til følelserne. Barnet kan få en oplevelse af, at det heller ikke selv er godt nok, som det er. I stedet for at forstå, at følelser er en naturlig del af det at være menneske, kan barnet tro, at det skal være anderledes for at fortjene forældrenes accept og kærlighed. Sådanne erfaringer kan bidrage til et negativt selvbillede og en følelse af mindreværd. Et barn, der tvivler på sit eget værd, kan have svært ved at få øje på sine styrker og evner og derfor bruge dem mindre og opgive at gøre en indsats. Det kan føre til, at barnet opnår mindre, end dets faktiske muligheder ellers tillader. Det modsatte mønster er også muligt: Barnet arbejder usædvanligt hårdt, opnår fremragende resultater og forsøger konstant at bevise sit værd, men føler sig trods succesen stadig utilstrækkeligt og utilfreds med sig selv og oplever nogle gange også en depressiv sindsstemning.

Forældrenes emotionelle intelligens præger også barnets udvikling

Børn lærer ikke kun at forholde sig til følelser gennem det, vi siger. Det kan være lige så vigtigt, hvordan voksne forholder sig til deres egne følelser. Derfor begynder udviklingen af barnets emotionelle intelligens også med forældrenes villighed til at forstå sig selv bedre. Kan vi genkende, når vi er triste, bekymrede, vrede eller skuffede? Kan vi sætte ord på det, vi føler, eller er det lettere at undertrykke følelserne? Accepterer vi vores følelsesmæssige reaktioner, eller kæmper vi hele tiden imod dem? Forstår vi sammenhængen mellem vores følelser, tanker og adfærd? Er vi klar over, hvor meget vi kan påvirke vores eget humør? Spørgsmålene er vigtige, fordi mennesker, der har svært ved at genkende deres følelser, ofte også har svært ved at regulere dem. Vanskeligheder med at genkende og udtrykke følelser kan optræde sammen med psykiske og fysiske problemer, herunder depressive tilstande. En sådan sammenhæng dokumenterer ikke i sig selv en årsag og betyder heller ikke, at det altid er skadeligt at holde en følelse tilbage.

Vi kan forstå følelserne og vælge, hvordan vi reagerer

Følelsesmæssig selvregulering handler om at lægge mærke til sit humør, registrere ændringer og bevidst vælge, hvordan man vil reagere. Den måde at forholde sig til følelser på kan være en vigtig støtte i hverdagen og i arbejdet mod sine mål. Følelser fremstilles her som en kilde til indre energi, ligesom brændstof får en bil til at køre. De er en del af vores oplevelser, men behøver ikke bestemme hver eneste handling. Selv en meget stærk følelse kan mødes med forskellige reaktioner. Voldsom vrede kan for eksempel komme til udtryk som gråd, råb, et angreb på en anden person eller tilbagetrækning. At en følelse opstår, er ikke det samme som den måde, vi viser den på. Netop denne forskel er vigtig i den følelsesmæssige udvikling: Vi behøver ikke benægte vores følelser for at lære at tage ansvar for vores adfærd.

Barnet mærker forældrenes humør, selv når de ikke taler om det

Forældre forsøger nogle gange at skjule sorg, vrede eller bekymring for ikke at belaste barnet med deres egne problemer. Hensigten er ofte at beskytte, men barnet kan godt opdage, at noget har ændret sig, selv om de voksne ikke siger noget. Det lægger mærke til ansigtsudtryk, tonefald, adfærd og følelsesmæssig afstand, men kan på grund af sin alder og begrænsede erfaring have svært ved at forstå årsagen. Børn i førskolealderen fortolker ofte begivenheder ud fra deres egen rolle i dem. Derfor kan barnet tro, at det har gjort forælderen vred eller ked af det, selv om problemet slet ikke har noget med barnet at gøre. Det kan begynde at tro, at forælderen er utilfreds, fordi barnet ikke er godt nok, og derefter at det derfor ikke fortjener kærlighed.

Når barnet føler skyld over de voksnes følelser

Misforståelser af forældrenes humør kan give barnet meget smertefulde tanker om sig selv. Et barn, der tror, at det er skyld i en andens vrede eller sorg, kan tænke, at de andre ville have det bedre uden det, eller at det aldrig burde være blevet født. Barnet kan sige det højt eller holde det for sig selv og udvikle en indre samtale præget af skyld og en følelse af at være uønsket. Gentagne negative overbevisninger kan blive til fastgroede måder at se sig selv på; udtrykket »livsmanuskript« beskriver her sådan et mønster, ikke en diagnose eller en forudbestemt skæbne. Børns almindelige spørgsmål om døden, som hjælper dem med at forstå livet og tab, er ikke det samme som et ønske om at dø, selvskade eller selvmordsintention. Udsagn, der tyder på selvskade, et ønske om at dø eller selvmordstanker, skal tages alvorligt, og man bør straks søge en vurdering hos en kvalificeret fagperson inden for mental sundhed. Hvis der er akut fare, skal du blive hos barnet og søge akut lægehjælp.

Hvordan taler du med barnet om din egen sorg eller vrede?

Når en forælder er bekymret, vred eller ked af det, er det hjælpsomt at forklare barnet følelsen med ord, der passer til dets alder, og, når det er sandt, gøre klart, at barnet ikke er årsag til humøret. Det er lige så vigtigt at sige, at følelserne ikke ændrer kærligheden til barnet. Hvis noget, barnet har gjort, har bidraget til problemet, så forklar den konkrete adfærd og dens konsekvens uden at give barnet ansvar for at regulere den voksnes følelser. Den oprindelige anbefaling om en passende konsekvens eller »opdragende straf« forstås her som en roligt fastsat, rimelig og alderssvarende grænse, ikke som fysisk straf, ydmygelse eller intimidering. Målet er, at barnet forstår, hvad det kan gøre godt igen, frem for at sidde fast i en diffus skyldfølelse. Det betyder ikke, at straf i sig selv fjerner skyld. Barnet må gerne udtrykke vrede eller uenighed over for forælderen uden at skade sig selv eller andre, frem for at vende alle negative følelser indad. Tydelige grænser skal skelnes fra konstant at give barnet skylden for de voksnes følelsesmæssige tilstand.

Barnets vrede betyder ikke, at forælderen har gjort noget forkert

Mange forældre har svært ved, at deres barn reagerer på krav med vrede, tristhed eller åben modstand. Reaktionerne kan få dem til at tvivle på deres opdragelse og tænke, at de ikke er gode nok som forældre. Men grænsesætning skaber nogle gange uundgåeligt utilfredshed hos barnet, især når det bliver bedt om noget, det ikke selv har lyst til. Hvis forældre kun krævede det, barnet allerede ønskede, ville deres rolle i at vejlede dets adfærd være en helt anden. Ansvarlig opdragelse kræver derfor indimellem beslutsomhed, krav og fasthed, men også tålmodighed og konsekvens. Der er dog en vigtig forskel på af og til at sætte en upopulær grænse og på næsten altid at være i dårligt humør og regelmæssigt lade sin frustration gå ud over barnet. I den sidste situation kan forsikringer om, at barnet er elsket, vanskeligt opveje skaden fra gentagen negativ adfærd.

Hvilken tilgang til opdragelse støtter den følelsesmæssige udvikling?

Her fremhæves den autoritative opdragelsesstil, som kombinerer varme og lydhørhed med tydelige forventninger. Forældrenes ansvar og barnets rolle er klart defineret. Barnet forstår, hvilke beslutninger der tilhører de voksne, og i hvilke situationer det selv kan og skal tage ansvar. Forholdet bygger på regler, vejledning og konsekvens, men også på forståelse for barnets behov. Inden for denne tilgang anses det for mere støttende for den følelsesmæssige udvikling, at en forælder stiller krav og er konsekvent, end at vedkommende er meget eftergivende og hele tiden giver efter. Det betyder ikke, at fasthed skal udelukke følelsesmæssig nærhed. Tværtimod har barnet brug for både forståelse, støtte og grænser, der gradvist hjælper det med at udvikle ansvarlighed.

Følelsesmæssige færdigheder udvikles gennem læring og erfaring

Emotionel intelligens udvikles ikke kun gennem samtaler om følelser. Den omfatter en bred vifte af evner, som kan støttes gennem hverdagens aktiviteter, relationer og tilrettelagt læring. Det gælder blandt andet moralske værdier, empati, samarbejde, gensidig tillid, selvtillid og optimisme samt villighed til at tage vare på egne behov og andres trivsel. Realistisk tænkning, problemløsning, kommunikation og andre sociale færdigheder, nonverbal kommunikation, at skabe og vedligeholde venskaber, at fungere i en gruppe, gode manerer og humor er også vigtige. Barnet lærer desuden at håndtere succes og nederlag, udvikle følelsesmæssig styrke, genkende intensiteten i sine følelser og gradvist regulere dem. Alt dette forbinder den følelsesmæssige udvikling med en styrkelse af barnets psykiske og fysiske evner.

Hvordan støtter man emotionel intelligens fra de tidligste år?

Udviklingen af følelsesmæssige evner i de første leveår bygger på to forbundne processer: at forældrene udvikler deres egen emotionelle intelligens, og at de bevidst lærer barnet gennem ord, erfaringer og den daglige relation. Det er ikke nok at tale om forståelse, tålmodighed eller respekt, hvis barnet ikke får mulighed for at opleve værdierne i virkelige situationer. Leg, tid sammen, berøring, massage, velovervejede reaktioner i opdragelsen og forældrenes forståelse af deres egen stress er nogle af de måder, man kan opbygge følelsesmæssig tilknytning på. Gennem sådanne oplevelser mærker barnet, at det er elsket, accepteret og vigtigt for dem, der tager sig af det. Den måde, voksne behandler barnet på, bliver samtidig et forbillede for, hvordan det senere forholder sig til sine forældre og andre mennesker.

Sammenhængen mellem følelsesmæssig tryghed og barnets samlede udvikling

Når forældre gennem leg, samvær, forståelse og støtte hjælper barnet med at tro på sig selv, skaber de gode betingelser for dets psykomotoriske og følelsesmæssige udvikling. Et barn, der føler sig mere trygt, kan have lettere ved at bruge sine evner og større lyst til at deltage i aktiviteter, der hjælper det videre. Kildeteksten forbinder også denne tilgang med forebyggelse af senere vanskeligheder, herunder depression, aggressiv adfærd, afhængighed, kriminalitet og helbredsproblemer. Sådanne komplekse udfald kan ikke forklares med én enkelt årsag, og ingen bestemt form for opdragelse kan garantere, at de undgås. Vanskeligheder hos barnet er derfor ikke bevis på, at forældrene har fejlet. Det vigtige budskab er, at tidlige følelsesmæssige erfaringer har betydning for barnets trivsel på længere sigt, ikke at de alene bestemmer dets fremtid.

Sytten måder at støtte den følelsesmæssige udvikling hos børn i førskole- og skolealderen

Efterhånden som barnet vokser, bliver dets følelsesmæssige behov mere komplekse, og hverdagens relationer giver stadig flere muligheder for at lære at forstå sig selv og andre. De følgende råd handler om ærlighed, venskab, selvstændighed, vedholdenhed, grænsesætning, ansvarlig brug af medier og sunde vaner.

1. Skab en relation, hvor ærlighed gælder begge veje

Barnet forstår lettere betydningen af ærlighed, når det også ser den i forældrenes adfærd. Derfor er det vigtigt, at voksne er åbne og sandfærdige over for barnet og samtidig forventer det samme tilbage. Ærlighed bliver dermed mere end en regel, forælderen pålægger barnet: Den bliver en værdi, barnet oplever gennem gensidig tillid og daglig kommunikation.

2. Forklar vigtige familieproblemer på en måde, der passer til barnets alder

Børn opdager ofte, at der sker noget vigtigt i familien, selv om de voksne ikke taler om det. Derfor kan det gøre dem mere bekymrede, hvis et problem skjules helt. Hvis forældrene har alvorlige uenigheder eller skal skilles, har barnet brug for at få forklaret, at det er et problem mellem de voksne. Situationen kan være svær for forældrene, men det er deres ansvar at håndtere den. Det er særlig vigtigt at gøre klart, at barnet ikke har skylden, og at det hverken er barnets opgave eller inden for dets kontrol at reparere forældrenes forhold. Den samme åbenhed er nødvendig, når en forælder mister sit arbejde, eller nogen i familien dør. Det betyder ikke, at barnet skal kende alle intime detaljer fra de voksnes liv. Målet er at give sande oplysninger, barnet kan forstå, uden at belaste det følelsesmæssigt mere end nødvendigt. Ærlighed hænger også sammen med, hvordan forældrene reagerer, når barnet skjuler sandheden. En løgn betyder ikke automatisk, at barnet er uærligt af natur. Nogle gange frygter det forældrenes voldsomme vrede eller skuffelse og forsøger at undgå reaktionen. Barnet kan for eksempel fortie en dårlig karakter for at beskytte både sig selv og forælderen mod en ubehagelig situation. Hos børn i førskolealderen må man desuden huske, at de stadig kan have svært ved tydeligt at skelne mellem virkelige hændelser og fantasi. Det, der ligner en løgn for den voksne, kan være en opdigtet historie uden nogen hensigt om at bedrage.

3. Hjælp barnet med at skabe og bevare venskaber

Relationer til jævnaldrende giver barnet mulighed for at lære samarbejde, gensidig forståelse og at vedligeholde sociale bånd. Forældre kan støtte denne udvikling ved at give barnet mulighed for at være sammen med andre børn, invitere venner til fødselsdage og arrangere samvær ved andre lejligheder. Det er også vigtigt ikke at være alt for kritisk over for barnets valg af venner, så det får plads til at udvikle sine egne relationer og erfaringer blandt jævnaldrende.

4. Lær barnet høflighed og respekt for andre

At behandle andre venligt og høfligt er en vigtig del af den sociale udvikling. Barnet skal gradvist lære at møde andre med respekt, uanset i hvilken sammenhæng de mødes. Forældrenes forventning om gode manerer får større vægt, når de voksne selv viser samme hensyn i deres adfærd.

5. Opmuntr barnet til at tage sig af mennesker, der har brug for hjælp

Empati kan styrkes gennem konkrete erfaringer, hvor barnet får mulighed for at gøre noget nyttigt for en anden. Forældre kan opmuntre barnet til at hjælpe børn og voksne, der er syge, lever i fattigdom, er mere sårbare eller befinder sig i vanskelige livsomstændigheder. Deltagelse i frivilligt arbejde til gavn for andre kan også hjælpe barnet med at forstå andres behov og mærke, at dets egne handlinger kan gøre en positiv forskel i andre menneskers liv.

6. Hold fast i de regler, du synes er vigtige

Forældres eftergivenhed skyldes nogle gange ikke et velovervejet valg i opdragelsen, men hverdagens træthed og mangel på tid. Når en forælder er overbelastet, kan det virke lettest at give barnet det, det beder om, for at få et øjebliks ro og blive færdig med sine opgaver. Men hvis mønstret gentager sig hele tiden, bliver reglerne mindre tydelige. Derfor anbefales her en autoritativ tilgang, hvor forældrene beholder ansvaret for vigtige beslutninger og ikke opgiver grænserne, blot fordi barnet viser utilfredshed.

7. Lær barnet at prøve igen, når noget ikke lykkes

Vedholdenhed udvikles, når barnet får mulighed for at blive ved med at prøve, efter at noget ikke lykkes første gang. Forældrene kan spille en vigtig rolle ved tålmodigt at opmuntre til et nyt forsøg, en anden fremgangsmåde eller en ekstra indsats. Målet er ikke at kræve et perfekt resultat, men at hjælpe barnet med ikke automatisk at se en vanskelighed som en grund til at give op.

8. Overtag ikke problemer, barnet selv kan løse

I ønsket om at hjælpe kommer forældre nogle gange ubevidst til at fratage barnet muligheden for at lære på egen hånd. Hvis voksne regelmæssigt laver barnets lektier eller løser enhver konflikt med jævnaldrende, kan de sende et signal om, at barnet ikke selv kan klare udfordringer. Med tiden kan barnet overtage dette billede af sig selv og holde op med at prøve. Derfor er det mere hjælpsomt at give støtte, men lade barnet beholde ansvaret for en opgave, når det kan håndtere den. Voksne behøver ikke automatisk at gå ind i alle konflikter med andre børn, medmindre der er en alvorlig ubalance i styrkeforholdet, mobning eller en anden situation, som kræver beskyttelse. Når det gælder udvikling af selvtillid, kan en lavere karakter for barnets eget arbejde have større læringsværdi end en fremragende karakter opnået gennem en andens indsats.

9. Lad barnet se, at du heller ikke er perfekt

Forældre behøver ikke hele tiden at fremstille deres egen barndom som en ubrudt række af succeser og upåklagelig adfærd. At fortælle om sine svagheder, vanskeligheder eller fejl indimellem kan styrke nærheden og en forældreautoritet, der bygger på tillid. Barnet får dermed mulighed for at forstå, at voksne heller ikke altid lykkes med alt. At anerkende sine egne mangler betyder dog ikke, at man automatisk skal tillade den samme adfærd hos barnet. Forældrene har fortsat ansvar for at vejlede barnet hen imod den adfærd, de finder rigtig.

10. Begræns tiden foran fjernsynet

Som en streng, forebyggende tilgang til opdragelse anbefaler forfatteren at begrænse tv til i alt en til to timer om ugen, efter at barnet er fyldt tre år. Det er et bevidst restriktivt råd fra forfatteren, ikke en universel talgrænse fastsat af WHO eller American Academy of Pediatrics (AAP). En højere øvre grænse i en vejledning betyder ikke, at barnet har brug for at tilbringe så lang tid foran en skærm. Indholdet kræver også opmærksomhed: Hyppig eksponering for vold på tv kan være forbundet med mindre følsomhed over for andres lidelse, men det er ikke en uundgåelig følge for alle børn. Formålet med denne tilgang er at give mere plads til relationer, leg og andre erfaringer uden at hævde, at hvert enkelt minuts tv-kiggeri nødvendigvis gør skade.

11. Vær særlig opmærksom på skærme i de første leveår

For børn under tre år anbefaler forfatteren at undgå tv og andet skærmindhold, også på computere. Det er et forebyggende valg i opdragelsen, som prioriterer direkte kontakt, leg og erfaringer fra den virkelige verden. Omsorg for hjernens tidlige udvikling bør ikke blive til en påstand om, at enhver kortvarig skærmeksponering medfører skade. Faglige anbefalinger varierer efter alder, indhold og måden, medier bruges på, så denne strengere tilgang fra forfatteren fremstilles ikke som én fælles regel fra alle sundhedsorganisationer. Budskabet er fortsat tydeligt: I de tidligste år har relationer og aktiviteter uden skærm førsteprioritet.

12. Skeln mellem digitale aktiviteters muligheder og begrænsninger

Sammen med de forebyggende råd om skærme er det relevant at skelne mellem forskellige digitale aktiviteter. Kildeteksten nævner muligheden for, at visse former for computerindhold og spil kan styrke bestemte følelsesmæssige færdigheder, men præciserer ikke hvilke spil, aldersgrupper eller evner. Muligheden bør derfor ikke fremstilles som dokumentation for, at alle spil gavner den følelsesmæssige udvikling, eller som en grund til at se bort fra de anbefalede begrænsninger. Det er vigtigt at vurdere det konkrete indhold og måden, det bruges på, frem for at tillægge alle digitale aktiviteter den samme virkning.

13. Sæt tid af kun til barnet hver dag

Den daglige kontakt med barnet behøver ikke altid at bestå af lange eller særligt tilrettelagte aktiviteter. Det vigtige er at finde i det mindste lidt tid til at lege sammen, være sammen eller tale. Sådanne øjeblikke giver mulighed for at lære hinanden bedre at kende, styrke den følelsesmæssige nærhed og forstå, hvad barnet oplever. Gennem regelmæssig kontakt mærker barnet forælderens interesse og nærvær.

14. Accepter følelserne, og lær barnet at handle ansvarligt

Barnet skal kunne tale frit om det, det føler, uden at få at vide, at det ikke burde føle sådan. Følelser vælges ikke på samme måde som handlinger, og de forsvinder ikke, bare fordi nogen siger, at de er ubegrundede. Men måden, vi udtrykker dem på, kan læres og vejledes. Forældrenes opgave er derfor ikke at forbyde vrede, sorg eller frygt, men at hjælpe barnet med at genkende, forstå og udtrykke følelserne uden at skade sig selv eller andre. Barnet må gerne være vredt og samtidig lære, at vrede ikke retfærdiggør enhver form for adfærd.

15. Giv plads til humor

Humor har også en plads i den følelsesmæssige udvikling. At grine sammen og dyrke humoren kan være en del af familiens daglige samvær. Gennem sådanne oplevelser møder barnet en lettere side af kommunikationen mellem mennesker, og humor bliver endnu en måde at udtrykke sig og knytte bånd til andre på.

16. Skab vaner, der støtter fysisk og følelsesmæssig sundhed

Omsorg for den følelsesmæssige udvikling hænger også sammen med familiens levevis. Forældre kan sammen med barnet udvikle sundere vaner, blandt andet varieret og afbalanceret kost, bevægelse og aktiviteter, der passer til barnets evner. Afspænding og måder at håndtere angst og stress på har også en vigtig plads. Disse vaner er ikke kun for barnet. Forældrene kan gennem dem også udvikle egne ressourcer til bedre at håndtere hverdagens belastninger.

17. Vis barnet en optimistisk tilgang til livet

Barnets måde at forholde sig til vanskeligheder på formes i høj grad af at se, hvordan voksne håndterer dem. Når en forælder forsøger at bevare håbet, lede efter løsninger og holde ud, møder barnet et eksempel på optimistisk tænkning. Optimisme læres også af forældrene: Vi kan lede efter mulige løsninger eller måder at håndtere problemer på, selv når vi ikke kan fjerne dem helt. Denne tilgang handler ikke om at ignorere vanskeligheder, men om at udvikle en vilje til at forstå dem og fortsætte med at søge en vej frem trods forhindringer.

Tilbage til Forældrecenteret