Grundlaget for en sund opdragelse

Relationen mellem forældre og barn begynder før fødslen

Båndet mellem forældre og barn begynder at tage form allerede under graviditeten og på sin vis også før undfangelsen. Kommende forældre forestiller sig, hvordan deres barn vil se ud, hvilket temperament det vil have, og hvordan deres fælles liv vil blive. Disse forventninger bliver gradvist en del af deres følelsesmæssige forhold til barnet.

Under graviditeten bliver oplevelsen af at skulle være forælder mere konkret. Moren gennemgår fysiske, hormonelle og følelsesmæssige forandringer, der forbereder hende på babyens ankomst. Hendes opmærksomhed retter sig i stigende grad mod omsorg, beskyttelse og nærhed med barnet. Faren forbereder sig også på at blive forælder. Hans rolle forbindes ofte med at give mor og barn tryghed og støtte, især i en traditionel familieforståelse. Men det følelsesmæssige bånd og den daglige omsorg er begge forældres ansvar.

Kommunikationen med barnet findes også før fødslen. Moren mærker barnets bevægelser, mens barnet gradvist reagerer på hendes krops bevægelser og lyde fra omgivelserne. Den gravides følelsesmæssige tilstand hænger sammen med fysiologiske processer, som kan påvirke barnets udvikling. Langvarig udsættelse for stærk stress og belastende livsomstændigheder kan være en af risikofaktorerne for barnets senere udvikling.

I ældre udviklingspsykologisk litteratur var der særlig opmærksomhed på forskelle i den psykomotoriske og følelsesmæssige udvikling hos børn født efter uønskede graviditeter. Det er vigtigt at forstå sådanne fund i sammenhæng med komplekse familie- og livsomstændigheder, ikke som en forudbestemt skæbne for barnet. Den tidlige udvikling formes nemlig ikke af én begivenhed eller følelse, men af et langvarigt samspil mellem biologiske faktorer, forældrenes omsorg og barnets erfaringer.

Det første møde og det følelsesmæssige bånd

Fødslen markerer begyndelsen på en helt ny relation mellem mor og barn. Babyen, der i månedsvis har været en del af morens krop, bliver et selvstændigt individ med egne behov, reaktioner og sin egen rytme. For moren er dette møde ofte fyldt med stærke og forskelligartede følelser. Sammen med glæden kan der komme udmattelse, smerte, usikkerhed, frygt og en stærk følelse af ansvar. Netop her begynder en tilpasningsproces, hvor moren lærer sit barn at kende, og barnet gradvist lærer at genkende den person, der tager sig af det.

Det følelsesmæssige bånd udvikler sig ikke i samme tempo hos mor og barn. Moren kan begynde at føle en stærk tilknytning umiddelbart efter fødslen, mens barnet i de følgende måneder stadig tydeligere viser genkendelse, nærhed og lyst til kontakt. Biologiske processer, hormonelle forandringer, personlige erfaringer og den daglige omsorg påvirker, hvordan båndet opstår.

Direkte fysisk kontakt har særlig værdi. Når babyen ligger på morens bryst, mærker den varmen fra hendes krop, den velkendte vejrtrækningsrytme og hendes hjerteslag. Dette møde kan hjælpe babyen til at falde til ro og skabe den første nærhed. Hud-mod-hud-kontakt og det at lade den nyfødte være hos moren er vigtige dele af nutidens omsorg efter fødslen. Programmer som UNICEFs initiativ Det Spædbarnsvenlige Sygehus bygger på dette princip og støtter tidlig kontakt, amning og det at lade mor og baby være sammen. Tidligere forskning har vist en sammenhæng mellem hyppig tidlig kontakt mellem mor og nyfødt og kvaliteten af deres senere følelsesmæssige bånd.

Nærhed er dog ikke begrænset til de første timer eller dage. Den kan udvikles og styrkes gennem hvert efterfølgende møde, måltid, hver berøring og opmærksom reaktion på babyens behov. Derfor betyder selv en uundgåelig adskillelse af medicinske grunde efter fødslen ikke, at muligheden for at skabe et stærkt følelsesmæssigt bånd er gået tabt. Varme, forudsigelighed og tilstedeværelsen af en person, der tager sig af barnet, er særlig værdifulde for den nyfødte. Pludselige eller langvarige adskillelser kan være belastende for både mor og barn. Derfor er det vigtigt at gøre kontakt mulig, så snart de helbredsmæssige forhold tillader det.

Sådan lærer barnet at stole på sine forældre

En af de vigtigste udviklingsprocesser i det første leveår er den gradvise opbygning af en gensidig forståelse. I begyndelsen prøver forældrene at finde ud af, hvad babyen vil. Gråd kan betyde sult, træthed, ubehag eller behov for nærhed. Kroppens bevægelser, ansigtsudtryk, blikke og lyde rummer også budskaber. Efterhånden som forældrene får erfaring, bliver de mere sikre på at genkende signalerne.

Samtidig begynder barnet at opdage sammenhængen mellem sin egen adfærd og omgivelsernes reaktioner. Når det græder af sult og får mad af en forælder, erfarer det gradvist, at dets behov kan blive genkendt. Når det er uroligt og bliver trøstet, lærer det, at ubehaget ikke varer ved, og at der findes nogen, som kan hjælpe. Sådanne erfaringer danner grundlag for en følelse af tryghed.

Omkring den anden levemåned bliver den sociale kommunikation mere tydelig. Babyen ser længere på forælderens ansigt, reagerer på stemme, smil og bevægelser og viser stadig større interesse for direkte kontakt. Måltider, bleskift, leg og blide samtaler bliver muligheder for at kommunikere ansigt til ansigt. Forælderen reagerer på babyen, og babyen reagerer på forælderen. Deres reaktioner bliver gradvist mere afstemte.

Mellem den tredje og niende levemåned lykkes denne gensidige tilpasning som regel stadig bedre. Forælderen har lettere ved at forstå, hvad en bestemt bevægelse, lyd eller et ansigtsudtryk betyder, mens barnet bliver bedre til at forudse forælderens reaktion. I begyndelsen opstår der ofte misforståelser. Forælderen kan tro, at babyen er sulten, selv om den er træt, eller tilbyde legetøj, når babyen egentlig har brug for ro eller nærhed.

Disse øjeblikke er ikke et problem i sig selv. Det afgørende er, at kommunikationen fortsætter. Forælderen opdager, at reaktionen ikke hjalp, prøver noget andet og finder frem til det, babyen har brug for. På den måde lærer de begge noget. Barnet opdager, at det kan påvirke omgivelserne med sin adfærd. Forælderen udvikler sin evne til at genkende og imødekomme barnets behov.

Når de gode erfaringer gentager sig, tager det kortere tid at forstå hinanden, og kommunikationen bliver rigere og mere kompleks. Barnet lærer ikke kun, hvordan det får det, det har brug for. Det udvikler gradvist en fornemmelse af sig selv, af at kunne påvirke sine omgivelser og af at være forbundet med andre.

Kommunikationen begynder længe før de første ord

Forældre kommunikerer med deres baby, også når de ikke siger et ord. Måden, de løfter babyen, holder den i armene, ser på den eller nærmer sig den på, fortæller noget om deres humør og hensigt. Babyen forstår endnu ikke sætningernes betydning, men kan reagere på tonefald, bevægelsernes rytme, ansigtsudtryk og spændinger i kroppen. Hurtig tale, pludselige bevægelser og urolig adfærd kan nogle gange forstærke babyens ubehag. En rolig stemme, forudsigelige bevægelser og nænsom kontakt gør det ofte lettere at falde til ro.

Derfor er forældrenes følelsesmæssige stabilitet en vigtig del af den tidlige kommunikation. Det betyder ikke, at en forælder aldrig må være træt, bekymret eller usikker. Det betyder, at man prøver at genkende sin egen tilstand og undgå, at den hele tiden afgør, hvor godt man reagerer på barnet. God kommunikation handler ikke om altid straks at vide, hvad babyen har brug for. Det er langt vigtigere at være opmærksom, forsøge at forstå og tilpasse sin reaktion.

Et barn bliver født uden en klar forståelse af forskellen mellem sig selv og verden omkring sig. Under sin udvikling lærer det gradvist sin egen krop, sine reaktioner og de mennesker, der tager sig af det, at kende. I begyndelsen er forælderen en af de vigtigste dele af denne erfaring. Når babyen signalerer sult og derefter får mad, opstår en enkel, men vigtig sammenhæng: Barnets adfærd førte til en reaktion. Gennem mange sådanne erfaringer udvikles en følelse af, at omgivelserne kan være forståelige og forudsigelige. Den følelse bliver et vigtigt holdepunkt for senere relationer, for at lære andre mennesker at kende og for at håndtere vanskeligheder.

Som voksne trækker mennesker ofte bevidst eller ubevidst på erfaringer fra deres egen barndom. I usikre øjeblikke kan de huske, hvordan deres forældre trøstede dem, gav dem råd eller viste dem tillid. Sådanne minder giver nogle gange en følelse af indre tryghed, også når forældrene ikke er fysisk til stede.

Den daglige relation til et lille barn har derfor en betydning, der rækker ud over det enkelte øjeblik. Måltider, amning, pleje, massage, fælles leg og blide samtaler opfylder ikke kun umiddelbare behov. De giver samtidig mulighed for at skabe nærhed og understøtte den fysiske, følelsesmæssige og sociale udvikling.

Når barnet ikke får den reaktion, det har brug for

Det er ikke altid let at genkende barnets behov, især når en forælder går igennem en svær periode. Depressive symptomer, stærk angst, langvarig stress, følelsesmæssig udmattelse eller alvorlige problemer, der optager tankerne, kan gøre det sværere at lægge mærke til og forstå barnets signaler. Når det sker ofte og uden tilstrækkelig støtte, kan kvaliteten af kommunikationen mellem forælder og barn blive svækket.

Babyen forsøger at få kontakt, men reaktionen udebliver eller svarer ikke til dens behov. Barnet søger for eksempel nærhed, men får legetøj. Det er træt og har brug for at falde til ro, men forælderen prøver at underholde det. Det er uroligt, men får en række nye indtryk i stedet for trøst.

Udefra kan denne omsorg virke særdeles opmærksom, fordi forælderen hele tiden giver barnet noget. Men mængden af det, der tilbydes, kan ikke erstatte forståelsen af det egentlige behov. Barnet kan have masser af legetøj, tøj og omhyggeligt planlagte aktiviteter og alligevel mangle følelsesmæssig kontakt. Det oprindelige kapitel fremhæver især forskellen mellem at give meget opmærksomhed og at reagere på den måde, barnet faktisk har brug for. En langvarig mangel på indfølende og passende reaktioner kan påvirke barnets tryghedsfølelse og følelsesmæssige udvikling negativt.

Det er dog vigtigt at skelne mellem lejlighedsvise vanskeligheder og et vedvarende mønster af omsorgssvigt. En forælder, der oplever depression eller udmattelse, er ikke automatisk følelsesmæssigt utilgængelig eller ude af stand til at give god omsorg. Med passende støtte, behandling, når der er behov for det, og inddragelse af andre nære personer er det muligt at sørge for, at barnets behov bliver opfyldt, og bevare et stærkt bånd.

Tillid til barnets evner

En sund udvikling afhænger ikke kun af, hvor meget forælderen beskytter barnet, men også af tilliden til barnets evner. I de første leveår prøver barnet næsten dagligt noget nyt. Det vil nå en genstand lige uden for rækkevidde, vende sig, rejse sig, kravle, gå eller udforske omgivelserne på egen hånd. I begyndelsen kender det hverken sine egne grænser eller omgivelsernes begrænsninger særlig godt. Netop denne nysgerrighed fremmer udviklingen af nye færdigheder.

En forælder, der ser, hvornår barnet er klar til næste skridt, og giver det mulighed for at udforske trygt, yder vigtig støtte til dets udvikling. Det indebærer tillid til det, barnet endnu skal lære, uden at forvente, at det mestrer noget, før det er klar. I stedet for at fjerne enhver vanskelighed for barnet giver forælderen det mulighed for at prøve, begå fejl, ændre fremgangsmåde og prøve igen. Med tiden erfarer barnet, at dets evner vokser, og at forhindringer ikke altid er en grund til at give op.

De første skridt mod selvstændighed

Omkring etårsalderen bliver barnet stadig mere mobilt og begynder gradvist at bevæge sig væk fra den person, det føler sig tryggest hos. Først vover det sig kun få skridt væk, og derefter udforsker det et stadig større område. Under disse små opdagelsesture vender barnet sig dog ofte om, søger forælderens blik eller vender tilbage. Selvstændigheden vokser netop ud af følelsen af, at der findes et trygt sted at vende tilbage til.

Efterhånden som barnet modnes, udvikler det gradvist evnen til at bevare følelsen af forbindelse til forælderen, også når de er adskilt. I denne periode knytter nogle børn sig særligt til en bestemt genstand: en bamse, et tæppe, et stykke stof eller en sut. En sådan genstand kaldes et overgangsobjekt. Den kan give barnet trøst, når det skal falde i søvn, ved adskillelse eller i andre øjeblikke, hvor det har brug for ekstra tryghed. Den velkendte duft, berøring eller tilstedeværelsen af yndlingslegetøjet hjælper barnet med lettere at vænne sig til forælderens midlertidige fravær.

Sådan lærer børn grænser at kende

At vokse op indebærer hele tiden at udforske. Barnet vil opdage, hvad det kan, hvor langt det må gå, hvordan ting fungerer, og hvordan andre vil reagere på dets handlinger. Samtidig afprøver det grænserne for sin adfærd. Barnets temperament, medfødte nysgerrighed og udviklingsmæssige forudsætninger påvirker, hvordan og hvor intenst det udforsker.

Forældrene har også stor indflydelse. Gennem deres opdragelse fastlægger de, hvad der er acceptabelt, hvordan man tager hensyn til andres behov, og i hvilke situationer barnet selv kan bestemme. Måden, de sætter disse grænser på, hænger ofte sammen med deres egne erfaringer og den opdragelse, de selv har fået.

Nogle familier har en meget fri tilgang med få regler og begrænsninger. Det kan skabe vanskeligheder, hvis barnet aldrig lærer, at andre mennesker også har behov, rettigheder og et personligt rum. Et barn, der er vant til straks at få ethvert ønske opfyldt, kan forvente det samme uden for familien. Blandt jævnaldrende, i børnehaven eller i andre sammenhænge kan det være svært for barnet at forstå, hvorfor det ikke altid kan bestemme det hele. Uden mulighed for at lære selvkontrol og hensyn til andre vil det have sværere ved at tilpasse sin adfærd til forskellige sociale situationer.

Selvstændige beslutninger og naturlige konsekvenser

Ligesom barnet har brug for at lære grænser at kende, skal det også have mulighed for at træffe beslutninger, der passer til dets alder. Hver sådan mulighed støtter udviklingen af selvstændighed og forståelsen af egne handlingers konsekvenser.

Det oprindelige kapitel bruger måltider som eksempel. Barnet skal have lov til at give udtryk for, at det ikke vil spise, i stedet for at hvert måltid bliver en magtkamp mellem forælder og barn. Hvis barnet afviser den mad, det får tilbudt, kan forælderen roligt afslutte måltidet og tilbyde mad ved næste passende lejlighed under hensyn til barnets alder, helbred og faktiske ernæringsbehov. Formålet er ikke at straffe med sult, men at undgå tvang og udvikle et sundere forhold til at spise.

Et lignende princip kan bruges i leg. Hvis barnet vredt afviser at lege sammen, behøver forælderen ikke insistere eller blive ved med at overtale det. Forælderen kan respektere barnets valg i øjeblikket og give det plads til selv at beslutte, hvornår det vil genoptage kontakten. På den måde opdager barnet gradvist, at dets beslutninger har betydning, men også at det ikke altid kan styre andre menneskers adfærd.

Her viser der sig to meget forskellige tilgange til opdragelse. I den ene tilpasser forælderen hele tiden omgivelserne til barnets ønsker og fjerner næsten enhver forhindring og ethvert ubehag. I den anden hjælper forælderen gradvist barnet med at lære at klare sig i en verden, der ikke altid er tilpasset dets øjeblikkelige behov. Hvis barnet aldrig møder skuffelser og begrænsninger, kan det senere have sværere ved at håndtere situationer, hvor omstændighederne ikke kan ændres.

Forælderens opgave er derfor ikke at fjerne enhver vanskelighed fra barnets liv, men at give tryghed og støtte, mens barnet udvikler evnen til at håndtere vanskeligheder.

Selvværd opbygges gennem hverdagens erfaringer

Barnets billede af sig selv formes i høj grad gennem relationen til de nærmeste. Allerede som spæd følger barnet opmærksomt forældrenes ansigtsudtryk, tonefald, bevægelser og den måde, voksne henvender sig til det på. Gennem disse reaktioner lærer det gradvist, hvordan andre opfatter det.

Når forælderen lægger mærke til barnets indsats, opmuntrer det eller viser glæde over det, barnet har opnået, får barnet bekræftet, at det kan noget og er værd at vise opmærksomhed. Det er særlig nyttigt at lade barnet klare opgaver selv, når det udviklingsmæssigt er klar til dem. Et barn, der får mulighed for at prøve noget og lykkes med det, udvikler en følelse af at kunne mestre ting.

Omvendt kan vedvarende nedgørelse, latterliggørelse og sammenligning med andre børn svække barnets selvtillid. At kalde barnet dumt, udueligt eller dårligere end en bror, søster eller jævnaldrende kan sætte dybe følelsesmæssige spor. Sådanne ord er ikke harmløse, blot fordi de ikke indebærer fysisk afstraffelse.

Derfor skal forælderen skelne mellem barnets værdi og den handling, der skal rettes op på. Man kan sige klart, at en bestemt adfærd ikke er acceptabel, uden at give barnet indtryk af, at det selv er dårligt eller mindre værd. Barnet skal lære, at fejl er en del af at vokse op, og at forældrenes kærlighed ikke ophører på grund af én forkert handling.

Læg mærke til det, barnet gør godt

Forældre reagerer ofte hurtigere på uønsket adfærd end på det, barnet gør godt i hverdagen. Unoder, ulydighed eller skænderier tiltrækker næsten straks opmærksomhed, mens indsats, tålmodighed og samarbejde nogle gange går ubemærket hen. Det er værd at overveje, hvor mange gange i løbet af dagen barnet hører kritik, og hvor ofte det får anerkendelse for noget, det har gjort godt. Også en voksen ville have svært ved konstant at få negative tilbagemeldinger, selv fra en person, der vil vedkommende det godt.

I stedet for næsten udelukkende at rette opmærksomheden mod fejl er det nyttigt bevidst at lægge mærke til positive handlinger. Forælderen kan for eksempel bemærke, at barnet selv har redt sin seng, tålmodigt har ventet på tur i en leg eller har hjulpet et andet barn. Når forælderen anerkender sådanne handlinger og sætter tydelige ord på dem, hjælper det barnet med at forstå, hvad det gjorde godt. Ros har særlig værdi, når den er oprigtig, konkret og knyttet til en faktisk indsats eller adfærd.

Belønninger behøver ikke at være materielle. Et kram, et smil, et opmuntrende ord eller fælles glæde over noget, der er lykkedes, betyder ofte langt mere end en gave. På den måde lærer barnet at forbinde sin indsats og sit samarbejde med en følelse af tilfredshed og ikke kun med at undgå straf.

Regler er nødvendige, men de skal være klare

Enhver familie har brug for nogle regler for livet sammen. Formålet er ikke kontrol for kontrollens skyld, men at hjælpe barnet med at udvikle selvdisciplin, forstå konsekvenser og respektere andre. Børn vil indimellem afprøve grænser, selv når de kender dem godt. Det er en naturlig del af udviklingen og ikke nødvendigvis et tegn på, at forældrene gør noget forkert.

Regler skal være forståelige, passe til barnets alder og være klare nok til, at barnet ved, hvad der forventes. Familien kan for eksempel aftale, at man ikke ser fjernsyn under måltiderne, at det ikke er tilladt at slå eller fornærme andre, eller at legen slutter på et bestemt tidspunkt.

Det er lige så vigtigt, at barnet ved, hvad der sker, hvis det bryder en regel. I nogle situationer er en påmindelse eller advarsel nok. I andre kan det være nødvendigt midlertidigt at begrænse en aktivitet, afslutte en leg eller fratage barnet et privilegium som at se tegnefilm. Sådanne konsekvenser skal være rimelige, hænge sammen med adfærden og gennemføres uden ydmygelse eller skræmmetaktik.

Det vigtigste er at være konsekvent. Hvis den samme adfærd bliver helt overset den ene dag og udløser en hård reaktion den næste, bliver det svært for barnet at forstå grænserne. Konsekvens gør det muligt for barnet at forudse forældrenes reaktioner og gradvist udvikle kontrol over sin egen adfærd.

Tiden sammen har særlig betydning

Det moderne familieliv er ofte fyldt med forpligtelser, som gør det svært for forældre og børn at finde nok tid sammen. Arbejde, huslige opgaver og hverdagens travlhed kan betyde, at familien sjældent samles, selv til et almindeligt måltid. Alligevel er netop disse hverdagsøjeblikke ofte meget vigtige for barnet. Nogle gange er det nok at stå ti minutter tidligere op for at spise morgenmad sammen eller lade opvasken vente og gå en kort tur efter aftensmaden.

Et barn, der mangler opmærksomhed, kan begynde at bruge uønsket adfærd til at få den. Hvis forælderen næsten kun lægger mærke til barnet, når det skaber et problem, kan denne opmærksomhed utilsigtet være med til at fastholde den samme adfærd.

Derfor er det nyttigt at afsætte tid, hvor formålet blot er at være sammen. Nogle familier vælger en dag om ugen til en særlig aktivitet med moren eller faren. Barnet kan være med til at vælge, hvad de skal lave. Det vigtige er, at barnet ved, at denne tid tilhører det og forælderen. Nærhed holdes også ved lige gennem små tegn på omtanke: en besked til barnet, yndlingslegetøjet lagt frem, til barnet kommer hjem, eller et enkelt fælles ritual.

Den måde, børn søger nærhed med forældrene på, ændrer sig, efterhånden som de bliver ældre. Teenagere virker ofte mindre interesserede i familietid end små børn. Alligevel har de også brug for, at forældrene er tilgængelige, når de vil tale eller dele noget. En fælles koncertoplevelse, brætspil eller andre aktiviteter kan hjælpe med at holde kommunikationen i gang og give forældrene mulighed for at lære barnets interesser og venner bedre at kende.

Forældre med arbejde behøver ikke tro, at en god relation kræver store mængder fritid. At lave popcorn sammen, spille kort, gå en kort tur eller se på udstillingsvinduer kan blive til gode familieminder. Ofte er det afgørende ikke, hvor særlig aktiviteten er, men hvor nærværende forælder og barn er over for hinanden undervejs.

Barnet lærer mere af forældrenes handlinger end af deres ord

Små børn lærer i høj grad ved at se på andre og efterligne dem. Jo yngre de er, desto mere tager de udgangspunkt i det, de ser omkring sig, især forældrenes adfærd. Derfor bliver den måde, voksne taler, viser vrede, løser uenigheder og behandler andre mennesker på, en vigtig del af barnets opdragelse.

En forælder, der ofte råber i oprørte øjeblikke, kan næppe forvente, at barnet af sig selv lærer en anden måde at udtrykke vrede på. Forskning har vist en sammenhæng mellem at være udsat for aggressive adfærdsmønstre i familien og udviklingen af aggressivitet hos børn.

Derfor er det ikke nok at sige til barnet, at det skal være høfligt, tålmodigt, venligt eller ærligt. Barnet skal have mulighed for at se disse værdier i de voksnes daglige handlinger. Respekt viser sig i måden, man taler sammen på, venlighed i måden, man behandler andre på, og ærlighed i sammenhængen mellem ord og handling.

Barnet lærer uselviskhed, når det ser en forælder hjælpe andre uden at forvente en belønning. Det lærer taknemmelighed, når voksne siger oprigtigt tak. Det lærer at værdsætte forskellighed, når andre mennesker ikke bliver nedgjort i hjemmet på grund af deres egenskaber, valg eller baggrund. Det samme gælder tolerance, venlig adfærd og evnen til at møde andre med forståelse.

Forældrenes eksempel behøver ikke være perfekt for at være værdifuldt. Det er langt vigtigere, at de voksnes handlinger stemmer overens med de værdier, de ønsker at give videre til barnet. En af de enkleste måder at overveje sin egen handling på er i sidste ende at spørge sig selv, om man ønsker, at ens barn en dag skal behandle andre på samme måde.

Afslutning

Grundlaget for en sund opdragelse lægges længe før barnet kan forstå regler og forklaringer. Det tager form i den daglige relation, hvor barnet gradvist opdager, at dets behov er vigtige, at dets følelser har betydning, og at der findes mennesker, det kan stole på. Efterhånden som barnet vokser op, kommer nye udviklingsbehov til ved siden af denne tryghed: at udforske, blive selvstændig, træffe beslutninger, acceptere begrænsninger og forstå andre.

Forældrerollen ændrer sig derfor hele tiden. I begyndelsen er det vigtigste at genkende og opfylde den hjælpeløse nyfødtes behov. Senere bliver det stadig vigtigere at give barnet mulighed for at udvikle sine egne evner, lære af erfaring og gradvist tage ansvar. Kærlighed og grænser er ikke modsætninger i opdragelsen. Når de omsættes med forståelse og konsekvens, skaber de sammen et miljø, hvor barnet kan udvikle selvtillid og en følelse af tryghed.

Forældre kan ikke fjerne alle fremtidige vanskeligheder fra barnets liv eller på forhånd sikre udfaldet af hver beslutning, det vil træffe. Men de kan give barnet noget af varig værdi: oplevelsen af at være elsket, evnen til at forstå sig selv og andre og tillid til sine egne evner. Netop gennem disse tidlige erfaringer formes grundlaget for barnets fremtidige liv gradvist.